det-har-til-18.html
Friskolebladet
19 / 38
det hører
til
sjældenheder
ne, at personen, som
stiller op til interview, medbringer sirligt forberedte, håndskrevne notater. men ikke i tilfældet oliver nielsen. »måske er det min baggrund som ingeniør, der gør, at jeg gerne vil huske de vigtige detaljer og pointer så præ- cist som muligt,« smiler han selverkendende, da vi tager plads ved det store konferencebord i mødelokalet hos hans arbejdsplads, tencate advanced armour roshield a/s i vissenbjerg på fyn. til en snak om, hvad der i grun- den kom ud af en tur i hele friskolemøllen, nærmere be- stemt 10 år på odense friskole. oliver nielsen lader flygtigt øjnene løbe over papiret med stikord. ét ord har fået en linje helt for sig selv samt en fed understregning og et udråbstegn: »saxo-operaen!« »jeg ved faktisk ikke, hvem det var, som fandt på den afsindige ide, nemlig at lave en ambitiøs opsætning – en opera intet mindre! – over saxos danmarkskrønike. det var på mange måder et vanvittigt projekt, men for mig står saxo-operaen i dag som et billede på, hvad en skole kan formå, hvis den ellers lykkes med at frigive energi til engagement og dedikation,«siger oliver nielsen, som for- lod odense friskole i milleniumåret 2000. året før var han blandt de godt 500 elever, som på tværs af samtlige skolens årgange kastede sig over arbej- det med opsætningen af saxo-operaen. et arbejde, der blandt andet involverede professionel konsulentbistand fra odense teater, forestillinger i odense teaterhus og en lærergruppe, som brugte oceaner af fritimer, der rakte langt ud over den almindelige arbejdstid. »det var satset. en megachance. men samtidig udtryk for et befriende overskud – dét, som samfundet skriger på. vi har brug for, at der ind imellem er nogen, som tør tænke skæve tanker. at der er nogen, som tør tage en chance – så er mediet eller udtrykket egentlig underord- net,« siger oliver nielsen. han var ikke en af de elever, der skød pegefingeren til himmels, da der skulle uddeles hovedroller til saxo- social pakke i rygsækken operaen. han befandt sig fint med at være en forholdsvis usynlig del af en den store gruppe af lærere og elever, som i fællesskab arbejdede frem mod et fælles mål. og i dag, hvor oliver nielsen arbejder som project manager i en ingeniørvirksomhed, er det en erfaring, han dagligt trækker på. virksomheden udvikler og pro- ducerer skudsikker beskyttelse til biler, skibe og menne- sker. et arbejde, der ofte bringer oliver nielsen i be- røring med eksempelvis myndighedspersoner eller folk fra andre kulturer. »det vigtigste, som jeg fik ud af friskolen – ud over blikket for at turde satse – var evnen til at arbejde sam- men med andre. gruppearbejdet blev dyrket i stor stil i 1990erne på odense friskole. og ind imellem hang det os ud af halsen. men jeg fik en social pakke med i ryg- sækken, som handler om at have øje for, at man sagtens kan få folk til at arbejde frem mod et fælles mål, selv om de involveredes indgang til arbejdet er forskellig,« siger oliver nielsen. på papiret med interview-noter står der også »forholdet til autoriteter« som et særligt udbytte fra tiden i friskolen. et forhold, oliver nielsen først rigtig blev opmærksom på, da han kom i gymnasiet. her fik han pludselig nogle nye klassekammerater, som havde et ganske anderledes forhold til læreren bag katederet. »på odense friskole havde jeg været vant til at betrag- te læreren som en autoritet, som vi elever samtidig hav- de et næsten kammeratligt forhold til, der rakte ud over det rent faglige. sagt anderledes: hvis læreren var vred, var vi som oftest bevidste om, at vreden havde en årsag, og at læreren faktisk stod her med et formål. dét autori- tetsforhold blev fuldstændig mudret, da jeg kom i gym- nasiet,« fortæller oliver nielsen og uddyber: »en del af mine nye klassekammerater kom tilsynela- dende fra en skolekultur, hvor læreren i en vis forstand blev opfattet som en, der var sat i verden for at genere eleverne. et fjendebillede af læreren som autoritet, som ingen fjende bag katederet man må aldrig opgive at tage en chance… oliver nielsen glemmer ikke det intense samarbejde mellem lærere og elever, da odense friskole opsatte en storstilet opera. »det var satset. men samtidig udtryk for et befriende overskud – dét, som samfundet skriger på«, siger han i dag af peter borberg & thorsten asbjørn lauritsen erfaret læring: ny artikelserie sætter fokus på elever, som forlod fri- skolen for 10-20 år siden. hvor er eleverne i dag? hvor meget fylder fri- skolen i deres bevidsthed? og har friskolen anno 2010 noget at lære af de tidligere elever, som i dag er blevet voksne…? 19
det-som-med-20.html
