det-kan-ikke-16.html
REFLEKSIONER_2017
17 / 46
om så
det
er fællesskab, der er tale om her. og jeg tror, det hand- ler om dette lille ?om?. præpositioner er de mest filosofiske ord. de kaldes også forholdsord, og dermed kunne man antyde, at det hele handler om forhold. det må du, kære læser, afgøre. fællesskab er et særligt dansk begreb, som ligger dybt i dan- skernes syn på sig selv og i deres omgang med hinanden. det ligger så dybt, at det kan være svært at tage det frem i lyset og undersøge hvori, det består, hvordan det er kommet til
, eller hvilken betydning det har for det liv, man lever. så dybt, at man kan komme til at glemme, hvor betydningsfuldt det er. det kan blive taget som givet og kan nemt blive offer for de senmoderne tendenser, som skyller ind over disse skrøbelige, sandrige kyster. når man bevæger sig rundt i danmark, kan man ikke
undgå at bemærke, at der er lommer, hvor fælles- skab fylder rigtig meget, hvor folk tager hånd om hinanden, deler med hinanden, værdsætter hinanden. hvor folk flager ved hinandens fødselsdage, sætter kurve med efterårsæbler ud til offentlig benyttelse, passer hinandens børn. og andre lommer hvor fællesskab slet ikke er så synligt. fællesskab dyrkes hos danske børn og unge på en måde, som er helt unik, og som er central i deres tanker om dannelse og uddannelse. for danskerne er livet et fælles anliggende ? i hjemmet, i skoler, i foreninger, andelsboliger eller bofællesskaber. fra vuggestue til dagpleje til børnehave og hele vejen igennem skolesystemet ? især i de frie skoler ? er fællesskab centralt i hverdagens pædagogik, indtil de unge mennesker hulkende omklamrer hinanden på vej hjem fra efterskolen. men når jeg skal fortælle fremmede om danske skoler, så er det ordet ?fællesskab?, som skaber de første og største problemer. der er nemlig ikke et ord, som dækker ?fællesskab? på andre sprog, ej heller på engelsk. og hvis folk udenfor danmark ikke har et ord for fællesskab, hvordan skulle de kunne forstå, hvad det er? og hvis ikke de kan begribe, hvad fællesskab er for en størrelse, hvordan skulle man kunne oplyse dem om det særlige ved det danske syn på pædagogik og skolen? det var udgangspunktet for vores internationale konference ?togetherness as motivation?, som på den ene side skulle vise andre, hvad fællesskab er, og hvad det gør ? og give dem et ord de kunne bruge dertil. på den anden side skulle den give danskerne anledning til at revurdere begrebet og dets betydning. togetherness. ?ordet skaber, hvad det nævner?. kvinden har sluttet sin samtale. hun har taget ørepropper i for at lytte til musik. hun kigger sig selv i spejlet af sin mobil, ser på mig ? igennem mig? ? og stirrer ud af vinduet. måske på det grønne bakkede landskab som ruller forbi. måske ikke? fællesskab i danmark? lidt om fællesskab set udefra. for det første skal der mere end én for at være fælles. jeg kan ikke være fælles med mig selv. det er kun, når jeg bliver til vi, at fællesskab kan opstå. jeg tror såmænd også, at det kræver mere end to at blive til et fællesskab. man er nemlig fælles ?om? noget. dette lille ?om? fortæller, at forholdet mellem medlemmerne af dette fællesskab er en kreds, en cirkel, en ring. etymologisk kommer ?om? fra latinsk ?amb-? (omkring). men ordet udvikler sig i forskellige retninger, hvor alle kredser omkring en cirkel, en ?ommer?. det gælder både det fysiske (om huset, om halsen), begrebsmæssigt (at tænke sig om, at handle om), følelsesmæssigt (omsorg, omtanke, at værne om), og ontologisk (at omkomme, at omgås andre). forholdet mel- lem to kan ikke blive til mere end en streg. den omfavner ikke noget, men tegner linjen mellem to stationer. to mennesker kan have omsorg for hinanden ? dvs. kan omfavne hinanden, slå en kreds af sorgen omkring hinanden, men de kan ikke selv danne en kreds i fællesskab. men hvis ikke fællesskab kan bestå af én, og (måske) heller ikke to, hvor stort skal et fælles- skab så være? og hvilke betydning har dens størrelse? kvinden har sluttet sin sam- tale. hun har taget ørepropper i for at lytte til musik. hun kigger sig selv i spejlet af sin mobil, ser på mig ? igennem mig? ? og stirrer ud af vinduet. måske på det grønne bakkede landskab som ruller forbi. måske ikke? 14 | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 7 | o m t o g e t h e r n e s s jeg kigger over på kvinden. er hun omfattet af fællesskabet ? uden at vide det? kan man hygge sig alene? ? og i england det gør man ikke på samme måde i england. ?hygge? er endnu et ord, som mine landsmænd ikke fatter ? men for nyligt har taget til sig. i de sidste seks måneder er der udkommet ikke mindre end ni bøger på engelsk om ?hygge?. det virker under- ligt ? indtil man husker, at landets mest dominerende premi- erminister de seneste årtier har påstået, at ?there is no such thing as society?. samfundet er der altså ikke noget, der hed- der. og det kunne hun sige på baggrund af englands historie, som gør det lige så svært at fatte begrebet ?fællesskab? som begrebet ?folk?. det engelske ?people? er tæt beslægtet med det danske ?pøbel? ? og det er der, den ligger. når der er tale om ?popularistiske? bevægelser, skal man ikke forveksle dem med noget folkeligt. hele fundamentet af det danske skolesystem bygger på en forestilling om fællesskab, ligestilling og demokrati. det betyder (ideelt set), at eleverne anses som del af klassefæl- lesskabet, del af skolen, del af lokalsamfundet ? og del af et større nationalt fællesskab. ingen falder ud af fællesskabet. ingen (igen i princip) kommer til kort, da der ingen facit er, når det drejer sig om menneskets værdi. andre systemer derimod fremhæver forskel og sætter eleverne, klasserne og skolerne op imod hinanden ? ikke mindst england, hvor 7% af befolk- ning går på privatskoler (skolepenge ca. 400.000 kr. årligt) og tager ca. 65% af alle topstillingerne. for at det kan lykkes at skelne og klassificere, er det nødvendigt at veje og måle. når der er fokus på forskel, kan der ikke være tale om fællesskab ? kun om grupperinger. om vindere og tabere. toget sænker farten. et par står op. manden hiver en kuffert ned. vi ankommer til en station. ikke min. heller ikke kvindens. der står mange mennesker på perronen. hun flytter sin taske, så den fylder sædet ved siden af hende. dørene åbner sig. folk stiger ind og ud. en kølig luft. larm. der bliver fløjtet. vognen er fyldt. vi er på vej igen. en mor iklædt en sari med to børn søger siddepladser. kvinden gør plads, og vi er pludselig del en af en familie. endestation hvilken forskel gør så den danske dyrkelse af fællesskab? så stort et spørgsmål kan ikke besvares her. men jeg kan give et eksempel fra et stykke ?breaking news?. en ekspert ved navn tom bennett (se hans blog) har i dag udgivet en stor rapport om elevernes adfærd i engelske skoler. det ser (selvfølgelig) ikke godt ud. ifølge ham er elevernes adfærd udelukkende a?ængig af skolens ledelse og bør kontrolleres mere i detaljer og med strammere regler. så børnene skal fx ikke selv bestemme, hvordan de bevæger sig, men skal tvinges til at gå ned ad skolens gange i venstre side. det afgørende er, at det er skolen, som bestemmer adfærd, ikke eleverne ? og at det for tom bennett er en selvfølge. her er der er klart forskel på fx en dansk (fri-)skole, hvor det anses som en del af almen dannelse, at eleverne selv kommer til at styre deres adfærd. dette sker i meget høj grad gennem deres holdning til fællesskabet, deres anerkendelse af balancen mellem frihed og ansvar, og deres respekt for hinanden og for sig selv. jeg opfatter det som to modsatte og uforenelige billeder. på den ene side en flok børn, som vurderes og sorteres (allerede fra 2-års alderen) efter kriterier forudbestemt af en gruppe voksne, som ikke kender til børnene, men opstiller krav og standarder efter en række samfundsnormer, hvis formål er at opretholde et hierarkisk samfundsapparat. på den anden side en flok børn som får lov til at lege sig ind i forskellige fællesskaber, er hjulpet til at anerkende hinandens styrker og svagheder og lærer at omgås hinanden og at leve med deres egne og andres begrænsninger. den første tilgang er stærkt normativ og kontrollerende og begrundes i et instrumentalt syn på børn; den anden er styret af et overordnet fælles- skabsprincip, som tager udgangspunkt i barnet, men sigter mod en harmonisk helhed. bagved denne helhed ligger der et andet begreb, nemlig ?det fælles bedste?, som heller ikke er særlig nemt at forklare folk fra andre lande. ikke fordi ordene mangler, men fordi, hvis grundpræmissen er, at hvert individ stræber efter egen lykke og betragtes efter et darwinistisk naturprincip som vinder eller taber, så er det fælles bedste svært at få øje på. brexit er en naturlig konsekvens af denne grundholdning. det samme gælder affald smidt på gulvet og det instinktive ønske om ikke at give plads til andre i toget. hvordan man tager hensyn til det fælles bedste, kan være svært at lære, men uden en forståelse for fællesskabet kan det vel ikke lade sig gøre. og hvis en befolkning ikke handler ud fra det fælles bedste? toget er ved at ankomme i victoria. folk rejser sig. jeg lukker computeren og pakker sammen. folk tager hensyn til hinan- den. vi er i england. høfligheden hersker. kvinden kigger på mig. ?have a nice day,? siger hun per automatik. og skynder sig ud på perronen. mit svar fordamper ud i larm og ilende mennesker. om hun hørte det? om hun havde forstået? vi følges ad hen mod udgangen. together. o m t o g e t h e r n e s s | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 7 | 15
side-skole-artiklen-18.html