hun-det-stress-27.html
3D-fo22020
28 / 44
28 ledelse den indsigt fik maria friis wivel, da hun i god mening bad personalet om at
til
byde ekstra hjælp på vej ud ad døren og dermed lagde op
til
et serviceniveau, som for nogle skabte følelser af u
til
strækkelighed, når de stod ude hos borgerne. ?for tænk nu, hvis de beder om noget,
jeg
ikke har tid
til
!? siger hun om især sosu-gruppens frygt. som distriktsleder er maria friis wivel leder for fem syge- plejersker, syv social- og sundhedsassistenter og 26 social- og sundhedshjælpere. en mindre medarbejdergruppe på i alt 38 sammenlignet med nogle af hendes distriktslederkolleger, der har et ledelsesspænd på
det
dobbelte i rudersdals større distrik- ter. ?
det
er
jeg
glad for, at
jeg
ikke har, for den nærværende ledelse synes
jeg
faktisk
til
tider kan være en udfordring med knap 40 medarbejdere, hvor
det
kan være svært at nå alle,? siger maria friis wivel om lederopgaven i sit distrikt, som er geografisk lille, men tæt bebygget med mange lejligheder og højhusbyggerier omkring holte. som leder i hjemmeplejen, hvor alle medarbejdere er solo ude hos borgerne i løbet af dagen, synes hun,
det
er sværere at have føling med sine ansatte end på fx en hospitalsafdeling, hvor folk er samlet, og
det
hurtigere viser sig, hvis nogen tumler med noget. ?ja,
jeg
har frokosten
til
det
, gro? sagt,? siger maria friis wivel og
til
føjer, at nogle gange er
det
nødvendigt med en telefonkæde. ?som ny leder indførte
jeg
lynhurtigt en-
til
-en samtaler, fordi mus-samtaler er noget, man har en gang om året, og
det
synes
jeg
er for lidt.
jeg
har altid lagt op
til
, at medarbejderne bare skal komme ind, og så tager vi en snak, hvis behovet er der,? siger hun og fortæller, at
det
var der hverken nogen af sygeplejerskerne eller sosu?erne, der var vant
til
. ?og der var heller ikke nogen, der vidste, hvad de skulle bruge
det
til
,? erkender hun. spejlet og udfordret men
det
ændrede sig, da hjemmeplejen i rudersdal meldte sig
til
at deltage i pernille steen pedersens forskningsprojekt med målet at udvikle værktøjer
til
at tale om stress og nedbringe stressrelateret sygefravær. ?
jeg
ser os som en samlet gruppe. der er forskellige fagligheder og uddannelsesniveauer, men vi er et fælles team. men kommunikationen i forhold
til
at sælge ideen om at være med i forskningsprojektet var forskellig.
til
sygeplejerskerne, som selv planlægger deres tid hos borgerne, skulle
jeg
tale ind i, hvorfor har vi oplevelsen af at have travlt? for sygelejerskerne er
det
faktisk o?e relationen
til
de pårørende, der får dem
til
at føle sig u
til
strækkelige i forhold
til
både at ville give en fagligt velfunderet sygepleje sat op imod de ønsker, der kommer fra de pårørende, og hvor de må gå på kompromis.
det
spiller ikke altid sammen,? forklarer maria friis wivel. i forhold
til
sosu-gruppen, som ikke selv planlægger deres tid hos borgerne, var
det
i højere grad følelsen af at være nervøse for at spørge, om der er an
det
, de kan hjælpe med. ?for tænk nu, hvis de siger noget,
jeg
ikke har tid
til
! hvordan skal
jeg
nå at smøre tre snitter, hvis de også beder mig om sådan og sådan? de er jo skolet gennem rigtig mange år
til
kun at måtte gøre
det
, der står på deres arbejdsplan. så
det
at tænke kreativt,
det
er faktisk rigtigt svært og også angstprovoke- rende,? fortæller distriktslederen, som samtidig selv måtte være inds
til
let på at blive konfronteret med nogle ikke altid så pæne
til
bagemeldinger om sig selv som leder. ?og
det
er
jeg
ikke så bange for. men
jeg
blev spejlet i min måde at være forudindtaget på, hvordan andre tænker og oplever ting, og
jeg
blev udfordret på min ledelse, og
det
er ret sundt,? smiler hun og understreger, at den slags ikke slår hende ud. ?
jeg
synes mere,
det
er svært, hvis
jeg
ud fra min oplevelse af tingene synes,
jeg
har gjort alt
det
,
jeg
kunne for at hjælpe med noget eller informere om et eller an
det
, og kritikken af mig dialoger om dilemmaer gjorde distriktsleder maria friis wivel klogere på sine medarbejderes moralske og faglige kompromisser.
det-jeg-til-29.html