der-til-den-35.html
3D-sy022016
36 / 92
36 sygeplejersken 2.2016 flygtningekrise første gang jeg tog afsted
til
lesbos,
var
jeg der syv dage, midt i den mest hektiske periode på lesbos. op mod 9.000 flygtnin- ge ankom dagligt. alt
var
kaos, og vi mang- lede udstyr
til
at hjælpe. så da jeg beslutte- de mig for at tage af sted igen, lavede jeg et opslag på facebook, hvor jeg søgte hjælp i form af
med
icinske re
med
ier. responsen
var
overvældende, og jeg er stolt over soli- dariteten. jeg havde fire kufferter
med
nødhjælp
med
til
lesbos anden gang! kontakt
til
lægegruppe jeg søgte også på nettet efter nogen at samarbejde
med
. jeg fik kontakt
til
en gruppe engelske yngre læger, som ville kø- re
til
lesbos i minibusser fyldt
med
nød- hjælp
til
en transit-camp, der hed moria. jeg mødtes
med
dem samt en anden syge- plejerske og tre ikke-sundhedsfaglige frivil- t i l s i d s t m å t t e j e g s i g e : d i n s ø n k a n d ø sygeplejerske rikke fedders melchior tog i efteråret 2015 to gange
til
lesbos for at hjælpe bådflygtninge. hun blev inter- viewet om sin forberedelse og tu- rene i sygeplejersken nr. 14/15. nu har hun skrevet et rejsebrev fra sin seneste tur. vi bringer første del her. lige i athen. dagen efter tog vi den korte tur
til
lesbos
med
fly. vi bookede os ind på et hotel lige ved sydkysten på lesbos. gode rammer for at kunne yde det optimale i mo- ria, hvor størstedelen af alle ankomne flygtninge
til
lesbos bliver registreret. dag 1 i moria vi skal arbejde i en
til
tænkt klinik, men da vi ankommer, har vilkårene ændret sig. hver dag
var
der nye
til
tag, ændringer af regler fra politiet, lesbos? borgmester el- ler nødhjælpsorganisationerne. de facili- teter, vi skulle have benyttet os af
til
at drive en klinik,
var
ikke længere
til
vores disposition, og vi måtte tænke i alternati- ver. en organisation i moria hjalp os
med
nogle standhaftige telte og skabe
til
med
i- cin og sårplejeartikler. turde ikke forlade deres telte jeg havde et fantastisk teamsamarbejde
med
de tre yngre læger. vi lavede det, der kaldes ?outreach?, som består i, at man fylder en taske
med
med
icin og sårpleje- artikler
til
de mest almindelige ting, man ville komme ud for i campen. vi fandt ud af, at vi på den måde kom i kontakt
med
de allermest syge i campen. vi undersøgte ofte flygtningene i deres telte eller shel- ters, da de sjældent turde forlade deres telt af frygt for, at det blev overtaget af andre, der måske troede, det
var
ledigt. mange flygtninge
var
ikke klar over, at de kunne få sundhedsfaglig assistance. derfor lod de børn
med
tårnhøje temperaturer, slem hoste, grimme øjeninfektioner og voldsomme sår ligge inde i shelterne. ud- over dette
var
de største problemer de ikke- eksisterende sanitære forhold og kulden. for dem, der ikke
var
heldige at finde tæpper og shelters at sove i, blev det over- natning under åben himmel. for at få
var
- men følte de sig nødsaget
til
at brænde plastik af. det stank uhyrligt, og adskillige kom
til
vores klinik
med
hoste efter at ha- ve indåndet de dampe hele natten. arbejdsdagene
var
nogle dage 16-18 ti- mer. vi havde ikke altid adgang
til
toilet. der
var
madvogne
med
var
ierende hygiej- niske standarder. men oftest blev vi så in- volveret i alt muligt, at vi ?glemte? at spise. nye samarbejdspartnere på 7.-dagen skulle mine tre nye venner desværre retur
til
england. bånd knyttes ufattelig hurtigt her, fordi man er sammen på sådan en intens måde. samme dag som de tog afsted, sagde jeg goddag
til
en dansk læge. vi blev indkaldt
til
et møde på dag 8 om den fremtidige struktur i moria, altså den sundhedsfaglige del. vi skulle integreres mere sammen
med
en anden sundhedsfag- lig gruppe i moria. derudover kom der en uafhængig gruppe af engelske læger og en sygeplejerske, som skulle være der de næ- ste 7-14 dage. den danske læge og jeg for- søgte at holde sammen, men samarbejdede meget
med
de nye britiske læger, og vi havde nogle gode dage
med
en del outreach. måtte overtale far
til
at indlægge søn en af dagene mødte vi en afghansk familie
med
bl.a. en dreng på syv år. han
var
tyde- ligt besværet af bronkospasme. respirati- onsfrekvensen
var
på mellem 45-60, satu- rationen
var
vanskelig at måle, men indi- mellem kom der et rimeligt troværdigt re- sultat på 89-91 pct., pulsen
var
185 ? han
var
tydeligt meget syg af dette. faderen fortalte, via en tolk, at drengen havde haft lungeproblemer før, men havde ingen diagnose. min kollega have en bærbar for- støver
med
og kunne give ham ventoline.
han-med-til-37.html
