den-til-som-89.html
120407_Danmarks_Natur_2020
90 / 116
88 kapitel 3.1 pĂĄ landbrugsejendommene. og
med
den
ne overflødiggørelse forsvandt mange af småbiotoperne –
den
lille ubeskyttede natur – i landbrug
som
råderne. tilstræbt lakonisk er der grundlag for at sige, at
den
markante stigning i landbrugets animalske sĂĄvel
som
vegetabilske produk- tion er et succesfuldt resultat af regionplanlægningen si
den
1970 og samspillet mellem
den
ne og de jordpolitiske regler,
som
har fremmet en markant strukturudvikling, hvor
den
løbende ejen- doms- og bedriftsudvikling har overflødiggjort de ejendomsskel,
som
var bærere af mange småbiotoper. skovlovgivningen har skabt og udformet skovejendommene
den
danske skovforvaltning hviler på fredskovspligten. fred- skovspligten har været virk
som
si
den
1805, hvor bl.a. forsvarsøn- sker om at genskabe flå
den
førte til, at der skulle etableres mere skov, hvor træet kunne bruges til produktion af skibe. skovforordningen var en beslutning om, at de sidste rester af skov skulle beskyttes mod rydning, for meget hugst eller øde- læggende græsning. der havde også været en brændelskrise,
som
havde ført til for megen hugst. samtidig begyndte staten at etablere mere statsskov og gav tilskud til, at private jordejere kunne rejse skov,
som
fik tinglyst en deklaration – fredskovsplig- ten –
som
udfor
med
e og sikrede
den
fremtidige anvendelse af ejendommen eller dele af
den
ne til skovdrift. størstedelen af disse oprindelige fredsskove er stadig skovare- aler og sikret
som
sådan. centralt for fredsskovenes langvarige beskyttelse og sikring er, at fredskovspligten er en pligt for ejeren til at vedligeholde og drive skoven forstmæssigt forsvarligt.
med
den
ne kontinuitet på ejendomsniveau – fredskovspligten er no- teret i tingbog og matrikel – er der gode muligheder for at ved- ligeholde arealernes biodiversitet. der er dog endnu ikke nogen eksplicit beskyttelse af naturtypen (natur-)skov. naturforvaltningsprojekter fra 80’erne og frem gav varig natur tilbage til landskabet naturfrednings- og si
den
naturbeskyttelsesloven har si
den
sin vedtagelse i danmark i 1917 haft stor betydning for at sikre na- turhistoriske og rekreative værdier og arealer i danmark.
med
fredningsservitutten via kendelse fra fredningsnævnet og ting- lyst på ejendommen har det været muligt at sikre de pågæl
den
de værdier for efterti
den
.
den
erstatningsudløsende fredningsmu- lighed eksisterer stadig i dag og er blevet suppleret
med
fortids- mindefredningen og vĂĄdomrĂĄdebeskyttelsen. disse initiativer har
med
virket til at sikre mange eksisterende biotoper, om end naturlokalitetsbeskyttelsen – nfl § 43, der i 1992 blev til nbl § 3 – ikke tinglyses på
den
enkelte ejendom og der
med
er svagere og sværere at håndhæve. naturforvaltningsindsatsen, der startede
som
sådan i 1987 og senere blev indføjet i naturbeskyttelsesloven i 1992, har givet grundlag for en omfattende indsats
med
naturgenopretning. søer er blevet genskabt, udrettede vandløb er blevet ført tilba- ge til mere naturlige forløb, og der er skabt mange værdifulde biotoper, lige
som
skov er rejst
som
led i disse naturforvaltnings- projekter. vandstandshævninger er efter konkrete forhandlin- ger
med
berørte lodsejere blev kompenseret
med
økonomisk erstatning eller erstatningsjord, lige
som
der er sket matrikulære
den
tredje landbrugsreform fra 1977 og planlovreformen
den
tredje landbrugsreform indledtes
med
planlovreformen,
som
blev gennemført i danmark i 1969-75. her skabtes et system for landskabsforvaltning,
som
gennem etablering af landzoner tog sigte på at sikre disse til landbrugs- og skovbrugserhvervets udvikling. disse landzoner blev tillige sikret gennem region- og kommuneplaner, således at jord- og skovbrugserhvervet – gen- nem ”ydre og indre strukturtilpasning” – kunne tilpasse sig mar- kedsvilkårenes krav om produktionsstigning og -effektivisering. i disse ’beskyttede’ jordbrug
som
rĂĄder blev
den
almindelige bygge- og udstykningslovgivning lempet, sĂĄ der kun var anmeldelses- pligt. tilsvarende
med
terrænregulering – udjævning af bakker og skråninger –
som
frit kan ske, når formålet er fortsat landbrugsdrift. et særkende ved
den
ne landbrugsreform var, at landskabsbe- skyttelse ’gik hånd i hånd’
med
beskyttelsen af landbrugsjorder- ne. ’landzonebåndet’ skulle – udover at beskytte landbrugs- og skovbrugserhvervets fortsatte udvikling – også friholde det åbne land for ny fritliggende boligbebyggelse – såkaldt urban sprawl .
den
ne integrering af landskabsbeskyttelsen
med
beskyttelsen af landbrugserhvervets arealinteresser er i vid udstrækning lykke- des. det er fx lykkedes at beskytte landområderne mellem fingre- ne i hovedstad
som
rådets fingerplan og at friholde det åbne land i danmark generelt for ny fritliggende boligbebyggelse. beskyttelsen af landbrugsjorderne kan ligeledes karakteriseres om succesfuld. betænkningen om
den
fremtidige landbrugspoli- tik (sørensen 1987) lagde rammerne for de næste tre årtiers land- brugspolitik,
som
skulle fremme
den
animalske produktion ved at skabe gode vilkår for landbrugets struktur gennem jordom- lægninger mellem landbrugsejendomme og ved gennem land- brugspligten at sikre, at alle landbrugsnoterede arealer skulle forblive intensivt dyrkede. 70’ernes landbrugspolitik
med
stabile produktionspriser skabte grundlaget for jordprisstigninger og intensivering af
den
animalske produktion gennem indre struk- turrationalisering – dvs. øget erhvervsbyggeri og stadig mere effektiv drift og ydre strukturrationalisering gennem jordomlæg- ninger og opdyrkning af naturarealer.
som
følge af en relativt hårdhændet tørlægning af vådområder og opdyrkning af ekstensivt anvendte landbrugsarealer i 70’erne – såvel liniefor
med
e
som
punktfor
med
e – indførtes i 1978 en na- turlokalitetsbeskyttelse (søer, vandløb og moser) af disse
med
hjemmel i naturfredningslovens § 43.
den
ne lokalitetsbeskyt- telse blev skærpet i 1992 (
som
§ 3 i naturbeskyttelsesloven).
den
tredje landbrugsreform blev skærpet i 80’erne. landbrugs- ejendomme under en vis størrelse, 15 ha i 1986 og 30 ha fra 1989, skulle ikke længere opfylde kravet om egen drift. herved skabtes et marked for mindre landbrugsejendomme, der kunne sælges frit, samtidig
med
at mere jord kom ud til forpagtning ved sam- drift
med
heltidsbedrifter. her blev grun
den
lagt til en udvikling, hvor der ikke længere skulle være sammenhæng mellem land- brugsejendommens bygninger og planteproduktion på ”om- kringliggende jorder” (sørensen 2000). i løbet af de næste 25 år blev sammenlægningsgrænser og af- standskrav ved sammenlægning og samdrift løbende lempet for til sidst helt at forsvinde i 2010.
den
ne udvikling har resulteret i en ’overflødiggørelse’ af de ejendoms- og vejskel,
som
har bĂĄret
den
lille natur
med
småbiotoperne i markhjørner, langs matrikel- skel og ved de markveje,
som
var
den
’indre produktionsstruktur’
den-som-har-91.html