2011-til-biodiversity-88.html
120407_Danmarks_Natur_2020
89 / 116
danmarks natur frem mod 2020 87 kapitel 3.1
den
historiske arealforvaltning i danmark danmark er et intensivt dyrket kulturlandskab. bag dette udsagn ligger
den
kendsgerning, at langt størstedelen af danmarks are- al u
den
for byerne er opdyrket og i anvendelse
til
jordbrugser- hvervene – skovbrug og landbrug. danmark har ikke,
som
andre lande i nor
den
og ude i ver
den
, store områder af ikke-opdyrkede arealer, der henligger
som
naturområder u
den
kulturpåvirkning. når man skal forstå dynamikken i landskabsudviklingen og i landskabets biotopindhold, skal man derfor inddrage ejendoms- udviklingen og -fordelingen for at kunne forklare de ændringer, der har fundet sted. på samme måde er ejendomsforhol
den
de afgørende for at forstå det aktuelle pres samt et tema, der altid skal inddrages, når en udvikling lokalt skal præges eller forandres. ejendomsudviklingen og biotopforhol
den
e i de sidste par hun- drede år er tæt forbundet med landbrugets udvikling. det er de fortsat.
den
første landbrugsreform er velkendt i historieskrivningen. gennem udskiftning og udflytning blev dyrkning af landsbyfæl- lesskabernes jorder sidst i 1700-tallet afløst af individuelle ejen- domme og
til
hørende jorder. på
den
ne tid var det imidlertid kun 1/3 af danmark, der var opdyrket; resten af jorderne henlå
som
overdrev og heder u
den
at være matrikulerede og
til
hørende in- dividuelt ejede ejendomme. i løbet af 1800- og 1900-tallet blev disse overdrev og heder op- målt og matrikulerede (balslev m.fl. 1975) og herefter individuelt omdannet
til
ejendomme, hvorefter ejerne opdyrkede det meste af dem. fra at være biotoper for
den
vilde flora og fauna blev de dyrkningsjorder, hvor næsten alt andet end
den
ønskede afgrøde – dvs. flora og fauna – blev betragtet
som
uønsket. fra midten af 1800-tallet gennemførtes mange afvandings- og indvindings- projekter, hvor søer og orde blev afvandet (hansen 2008). med digebygning i landskabet, rørlægning af vandløb og etablering af dræn- og pumpesystemer skabtes jorder
til
marker med etåri- ge landbrugsafgrøder, hvor der før havde stået vand eller været ”vandli
den
de” jorder. i første halvdel af 1900-tallet – 1899
til
1960 – gennemførtes en meget ekspansiv jordpolitik, hvor aktiv udstykningspolitik førte
til
en stigning i antallet af landbrugsejendomme.
den
ne politik var så gennemgribende, at
den
med rette kan kaldes
den
an
den
landbrugsreform af det danske landskab. husmandslovgivningen fra 1899 og 1919 skabte et øget antal landbrugsejendomme, der med idealet om et familiebrug blev lagt på jorder af forskellig kva- litet. en betydelig del af jordpuljerne
til
disse udstykninger kom fra tidligere stam- og lenshuse samt tyske landbrugsejendomme i 1920 og 1945. men en meget stor del blev også skabt ved af- vanding af søer, vandløb og orde samt opdyrkning af jorder,
som
tidligere var marginale. de våde områder i landskabet blev redu- ceret væsentlig og afløst af tørre dyrkningsflader. hermed svandt biotopernes omfang og værdi
som
levested for
den
vilde flora og fauna. med indførelse af landbrugspligten i 1925 skabtes et effek- tiv reguleringsinstrument
til
at sikre de jordpolitiske målsætnin- ger,
som
havde en markant social profil med udstykningsforbud og fastholdelse af et stort antal selvstændige landbrugsejendom- me – antallet toppede i 1960 med godt to hundrede tusinde selv- stændige landbrugsejendomme. men landbrugspligten –
som
for
den
pågæl
den
de ejendom er noteret i tingbog og matrikel – er også en varig forpligtelse for ejeren
til
at anvende ejendommen og
den
s arealer
til
landbrugsproduktion og ikke andet. hvordan kan arealplanlægningen understøtte bevarelse og forbedring af biodiversitet? esben munk sørensen institut for planlægning, aalborg universitet
som-den-med-90.html