den-til-grundtvig-8.html
REFLEKTIONER 2018
9 / 46
forholdt sig
til
gennem deres poetiske evne, fantasien, for derefter at arbejde på deres efterligning og virkeliggørelse gennem følelsens historieskabende aktivitet. siden
hen er disse virkeliggørelser selv blevet genstande for fantasiens levendegørelse og dermed inspiration til ny historisk dåd i den kamp for at virkeliggøre menneskets bestemmelse, som udviklingen ifølge grundtvig udgør. i sit historiske hovedværk, haandbog i verdens-historien 1833-43, taler grundtvig om ?den historisk-poetiske tilbagegang til middelalderen, med virkelig begejstring for den? (grundtvig, haandbog i verdens-historien, us vii 548), den be- gejstring, der fører til efterligning af den. grundtvig ? der aldrig sætter sit lys under en skæppe ? siger i flere sammenhænge, at medens det
blev givet hans samtidige, natur- videnskabsmanden h.c. ørsted (1777- 1851) at opdage elektromagnetismen, blev det ?givet [ham, altså grundtvig selv] at op- dage den store naturlov for aandens virkning og forplant- else? (grundtvig, skolen for livet, haandbog i grundtvigs skrifter i, 77). denne naturlov er den historisk-poetiske proces, hvorigennem billeder bliver til bedrift, til handling. og her ligner forløbet den cirkelbevægelse eller spiraliske udvik- ling, som i filosofien kaldes den ?hermeneutiske cirkel?, dér, hvor man bestandig vender kredsende tilbage til det, der skal forstås eller udlægges for at uddybe sin tolkning og så lader tolkningen række ind i fremtiden. på tilsvarende vis gælder det hos grundtvig, at fantasien, når den levendegør fortiden for nutiden, inspirerer denne til handlinger ind i fremtiden. grundtvig pointerer ligesom den filosofiske hermeneutik, læren om, hvordan forståelse og fortolkning bliver til, at vi altid lever af fortiden i vores meningsskabende, tolkende udkast. men grundtvig, der levede i romantikkens tidsalder, fremhæver stærkere end hermeneutikken inspirationen ved at pege på fantasiens billeddannende evne. og i 1830ernes sidste år betoner han, at ikke kun fortiden, men også ?nutiden? kan betragtes ?historisk-poetisk?, idet der da bliver tale om en overgang ?fra en fortvivlet fortid til en haabe- fuld, herlig, opblomstrende fremtid? (grundtvig, mands minde, 1838/1877 130). her bliver selve håbet ? og blikket for de muligheder, nu- tiden rummer ? til den inspiration, der gennem fantasien fører til handling. for grundtvig stod det ?historisk-poetiske? i skarp modsætning til det ?historisk-kritiske?. for nutidens mennesker er det næppe et enten-eller, men et både-og. vi kan ikke se bort fra historievidenskabens kildekritiske, opløs- ende tilgang til fortiden. men vi har også brug for historien som identitetsgivende inspirationskilde, og i tråd hermed er ?historisk-poetisk livsoplysning? i den grundtvig-koldske skoleverden en betegnelse for engageret medleven snarere end for en pædagogisk metode. ?men vi har også brug for historien som identitetsgi- vende inspirationskilde, og i tråd hermed er ?historisk- poetisk livsoplysning? i den grundtvig-koldske skolever- den en betegnelse for enga- geret medleven snarere end for en pædagogisk metode? 6 | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 8 | h i s t o r i s k - p o e t i s k l i v s o p l y s n i n g ?emmedsprog udvikles mellem det historiske og det poetiske af britt stochholm, engelsklærer, den frie lærerskole for nylig til en sammenkomst på mine børns friskole, spurgte en anden forældre mig om, hvordan jeg ville beskrive ?dan- nelse?. det er en opgave, jeg har stået overfor flere gange i mit liv som studerende, som lærer, som forældre, og hver gang synes jeg, at det er svært at sætte ord på. jeg griber efter ord som ?at være menneske?, ?at lære for livet? og mærker i mig selv, at det føles stort og vigtigt ? men også, at det kan være endog meget svært at forklare. jeg tænker, at dannelsen sker i det, grundtvig kaldte ? det historisk-poetiske?. det historiske ligger ikke kun i at ?kende? historien som dén fortælling, der ligger bag os. det historiske i dannelsespro- cessen ligger i, at mennesket må lære at forstå sig selv som en brik i en større sammenhæng. vi er ikke énere, der handler og tænker helt ud fra vores eget personlige, individuelle udgangspunkt. nej, alt, hvad vi gør og tænker, er præget af både vores egen, og vores fælles, historie ? og af den fortæl- ling, vi har omkring dén historie. det poetiske skal forstås ud fra ordets græske grundbetydning: ?at være skabende og overskrid- ende?. i sammenhængen med det historiske er det således mere fremadrettet, i familie med ?fremtiden?. det er i og til fremtiden, vi skaber vores liv. det uforudsete dukker op, vi ændrer meninger og opfattelser og skaber nye muligheder. denne poesi eller skabelse sker igen og igen ? og, håber jeg, i sær- deleshed i skolen. undervisning bør gå på de to ben: både at forstå vores udgangspunkt i historien og skabe rum til nye skabelser, nye ideer, nye nuancer og forståelser. eleverne præsenteres for både historien, analysen og fortolkningen, men inviteres bestemt også til handlingen og udtrykket og at bidrage til fremtiden. i dette ordpar:? det historisk-poetiske?, måske lige dér i bindestregen, ligger nutiden. dannelsen ligger også et sted deromkring. når vi kan forstå og begå os i samfundet og samtidig medansvarligt skabe en fælles fremtid. moderne fremmedsprogsundervisning kan man godt betragte som stående på et historisk-poetisk fundament. at lære et sprog kræver netop denne dualitet. kendskab til historien, kulturen og fortællingen knyttet til sproget er en forudsætning for selv at kunne skabe hensigtsmæssig kommunikation og bidrage til samtalen i nuet og i fremtiden. den første fremmedsprogsundervisning i danmark (græsk og latin) kan beskrives i denne kontekst som udelukkende ? det historiske?. undervisningen havde et formelt sprogsyn og var deduktiv i grammatik, morfologi, syntaks og sprog- eleverne lærte grundigt lingvistik. senere flyttedes vægten over på det funktionelle sprogsyn, på sprogbrug og dermed den kommunikative kompetence. altså på det skabende, ? det poetiske?. der opstod i fremmedsprogsdidaktikken et skel mellem de to pædagogiske retninger, og grammatik- undervisningen og fokus på sprogets form blev delvist sat i skammekrogen. i dag anerkendes begge kompetenceområ- der for vigtige i udviklingen af fremmedsprog. således lander også udviklingen af sprog i bindestregen midt imellem det historiske og det poetiske. dette ?imellem? eller ?inter? spiller på flere planer en afgørende rolle i fremmedsprogs- pædagogikken. begrebet ? intersprog? er afgørende for, hvordan vi i dag ser fremmedsprogsindlæringen som en proces, hvor eleven først indsamler ord på målsproget, så danner sig forestillinger om sprogets struktur og grammatik og hele tiden hypoteseaf- prøver for til sidst at kunne finpudse og sofistikere sproget. intersproget er altså ? et sprog på vej? og ukorrektheder opfattes ikke som fejl, men tegn på naturlige og nødvendige trin på vejen, hvor eleven tester hypoteser om målsprogets struktur. at kunne vurdere elevens intersprog kræver indsigt i elevens baggrund både sprogmæssigt og kulturelt. nogle hypoteser vil tydeligt være overførsler fra elevens modersmål, andre ?det poetiske skal forstås ud fra ordets græske grundbetyd- ning: ?at være skabende og overskridende? f r e m m e d s p r o g u d v i k l e s m e l l e m d e t h i s t o r i s k e o g d e t p o e t i s k e | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 8 | 7
kultur-som-den-10.html