det-der-camilla-6.html
SKOLEN 02 2014
7 / 16
selv
den
længste (inklusions)rejse begynder med det
første skridt af susan tetler, professor i specialpædagogik der er i medierne kraftigt fokus på inklusionsbørnene og for- tællinger om, hvordan deres til
stedeværelse i skolen får lærere til at bukke under med stress. inklusionsbørnene bliver på den måde stemplet og gjort til syndebukke i både egne og andres øjne. mediebilledet er for så vidt forståeligt i og med, at udmel- dingen fra regeringen og kl er en ambition om at reducere an- tallet af elever placeret i specialklasser og specialskoler fra 5,6% til 4% i 2015. på den måde er inklusionsopgaven gjort til et spørgsmål om at tilpasse denne gruppe børn til den almindelige skoles sociale og faglige normer. men skal inklusionsperspektivet tages alvorligt, så handler det i højere grad om at vende blikket og se opgaven som et spørgsmål om at udvikle en læringskultur i den enkelte gruppe eller klasse, hvor alle børn oplever, at de hører til, er accepte- rede og anerkendte, og får mulighed for at bidrage aktivt til det læringsfællesskab, som de er en del af. at de med andre ord får en oplevelse af, at det ikke er ligegyldigt, om de er der eller ej. set i min optik har danske lærere og pædagoger gode kom- petencer til at udvikle en sådan inkluderende læringskultur i deres respektive grupper og klasser. fx blev det en øjenåbner for mig i et netop afsluttet projekt om undervisningsdifferen- tiering (www.inklusionsudvik- ling.dk/uvd), hvor gode nogle lærere var til at facilitere elever- nes stilladsering af hinandens læreprocesser, blandt andet ved en strategisk sammensætning af grupper. at blive stilladseret handler om at blive udfordret på en måde, så fx elever i ud- satte positioner på den ene side har omgivelsernes (fx medele- vers) støtte, men på den anden side samtidig udfordres, så ele- ven selv som medvirkende må yde sit yderste for, at lærings- processen lykkes. her ligger et uudnyttet potentiale, især hvis det bliver en naturlig del af læringskulturen i en klasse og af lærerne bevidst medtænkes didaktisk. samtidig skal det også under- streges, at når det gælder de mere specifikke kompetencer i forhold til at imødekomme nogle elevers særlige behov, er det kommunens forpligtelse at udvikle et inklusionsberedskab på både kommunalt og institutionelt niveau, som kan understøtte lærer- nes konkrete arbejde. at uddelegere inklusionsopgaven til læreren med en bemærkning om, at ’vi har fuld tillid til, at lærerne kan klare den opgave’, er ganske enkelt ansvarsforflygtigelse. fuld inklusion er et ultimativt mål, som vi formentlig aldrig når, men som en kinesisk talemåde siger, så begynder selv den længste rejse med det første skridt. med andre ord, holder vi os ud- viklingsretningen klar, så kan vi blive mere didaktisk bevidste om mulighederne for at skabe rum for inkluderende processer – og tage de første skridt allerede i dag. susan tetler er også formand for undervisningsministeriets praksis/videnspanel vedr. inklusion og specialundervisning 7 skolen 2 · 2014 indblik: inklusion susan tetler
det-der-kan-8.html