den-det-alt-6.html
REFLEKSIONER_2017
7 / 46
tema 1 skabelsens syv dage og
den
antropocæne tidsalder temaet er tilrettelagt af marianne rasmussen, religionslærer,
den
frie lærerskole i samarbejde med lærerstuderende fra religionshol
den
e på 2. og 4. årgang. gud?å, at det var godt af marianne rasmussen, religionslærer,
den
frie lærerskole dét omkvæd kender vi fra
den
første af de bibel- ske skabelsesberetninger; gud skaber himlen og jor
den
, frugttræerne og fuglene, de vilde dyr og menneskene; og
han
ser, at det er godt. det kan man godt have brug for at minde hinan-
den
om i ny og næ. vi er gode til at minde hinan
den
om alt det, der ikke er så godt, alt det, der ikke fungerer. men vi bør også minde hinan
den
om alt det, der fungerer, alt det, der er godt, alt det, der bringer håb.
den
opfordring har jeg været med til at bære fra en samtale på
den
frie lærerskoles lærerværelse ind i religionsfaglokalet, hvor
den
er blevet grebet af studerende på 2. og 4. årgangs religionshold. i syv forskellige tek- ster har syv forskellige studerende givet syv forskellige bud på skabelsens syv dage. på hver deres måde har de talt
den
antropocæne tidsalder imod og opstillet deres bud på en positiv modkraft til vor tids dårligdomme. antropocæn er betegnelsen for en ny geologisk tidsalder, defineret af menneskets massive indvirkning på klo
den
. illustrationer: side 5, 6,7,8,9 og 10: thomas bjerrum jensen. side 11: line bregnhøj-olesen. 1. skabelsesdag 4 | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 7 | s k a b e l s e n s s y v d a g e o g d e n a n t r o p o c æ n e t i d s a l d e r lys og mørke, frygt og håb af nicolai stokkendal, lærerstuderende 2. årgang,
den
frie lærerskole det sitrede i
han
s krop, imens
han
til toner af sørgmodig pop- musik kiggede ud af
den
tilsmudsede bilrude.
han
havde
tidli- gere hørt, at græsset altid skulle være grønnere på
den
an
den
side, men ver
den
på
den
an
den
side af
han
s kørende fængsel var mindst ligeså mørk, kold og intetsigende som
han
s indre.
han
var på vej til en an
den
by, til et andet sted, hvor
han
aldrig før
havde
plantet sin platfod for at tale med en mand, som ?de kloge mennesker?, som før
havde
fodret ham med recepter og skyldfølelse,
havde
fortalt muligvis var
han
s sidste c
han
ce for at komme ud af dette dystre tomrum, som
havde
opslugt
han
s ellers så energiske indre. de var fremme,
han
trådte langsomt og krumrygget ud af sin kørende fæng- selscelle og efterlod kvin
den
, som 20 år tidligere
havde
sat ham i ver
den
, helt alene tilbage i
den
komprimerede blikkasse kun ledsaget af rasmus seebach og medinas kontinuerlige selvynk. med en overfyldt rygsæk på ryggen haltede
han
over
den
forladte parkeringsplads, krydsede ga
den
, imens
han
ignorerede de forbipas- serende forstadsvæsener, tog fat i håndtaget og åbnede forsigtigt døren til det ukendte.
han
havde
følt sig indespærret og alene,
den
dag hvor følelsen af tomhed, intethed og panisk desperation første gang formørkede
han
s sind. men
han
havde
ikke været alene, tværtimod befandt
han
sig på en undergrundsstation i midten af london sammen med sin gymnasieklasse, og hvad der føltes som det meste af englands befolkning. de
havde
travlt; de var ved at komme for sent til det,
han
havde
set allermest frem til på
den
ne stu- dietur; en jack the ripper-walk gennem londons små gader og stræder fyldt med beretninger om
den
ne ui
den
tificerede seriemorders groteske udskejelser i whitechapel-distriktet i 1800-tallets london.
den
ne desperation,
den
ne følelse af at andre
havde
kontrol over, hvorvidt
han
kunne være deltager i
den
ne vandring, udløste en følelse af at være ukontrollerbar både i krop og i sind, en følelse som
han
kun
havde
oplevet én gang tidligere i sit liv.
han
huskede, at solen skinnede
den
dag, at solen
havde
varmet hele
han
s ansigt og fået det til at plette for
han
s øjne. præcis
den
ne følelse af solens varme var indprentet i
han
s sind, som
den
sidste gang
han
havde
oplevet dette. ube- kymret gik
han
ned ad
den
delvist tilgroede cykelsti sammen med sin bedste ven.
han
havde
ikke set sin ven i lang tid, og imens de ihærdigt forsøgte at få indhentet det, de var gået glip af, tog
han
s ven en lille ting op ad lommen.
han
havde
aldrig prøvet sådan én før, og da
han
s ven halvvejs gav
den
videre til ham, kunne
han
ikke modstå fristelsen.
han
fyldte sine lunger med filtreret luft, og kort tid efter føltes det som om,
han
s hoved svævede. udadtil lignede
han
en lettere rastløs forvirret ung mand, men i
han
s indre herskede angsten.
han
var ved fuld bevidsthed, men følte ikke, at
han
kunne kontrollere hverken krop eller sind, en følelse af frygt, som kom til at hjemsøge ham.
han
trådte ind i bilen; helt stille og med blod- sprængte øjne kiggede
han
ud af vinduet,
han
holdt øjenkontakt med sit eget spejlbillede,
han
blinkede ikke. som ved en magtkamp var blikket fast rettet. spørgsmålet var bare, hvem der først ville bukke under? magtdemonstrati- onen blev a?rudt af solens varme stråler, der som en fredshungrende hippie kærtegnede
han
s ansigt og tvang ham til at blinke.
han
kiggede hurtigt ned mod sine fødder, hvor
han
havde
placeret rygsækken, og imens sølvfiskene langsomt forsvandt for
han
s øjne, opdagede
han
, at rygsækken var tom. ganske stille og roligt lukkede
han
øjnene, og imens solen fortsat kyssede
han
s ansigt, så
han
en flok græssende køer for sit indre.
han
følte en varme og en lettelse, som
han
aldrig før
havde
kendt til,
han
åbnede sine øjne, og imens
han
nynnede med på radioens bløde flødetoner, kiggede
han
over på sin mor,
han
smilede og tog hendes hånd i sin.
han
havde
lige overvundet sin værste frygt ? og set sig selv i øjnene. skabelsens syv dage og
den
antropocæne tidsalder temaet er tilrettelagt af marianne rasmussen, religionslærer,
den
frie lærerskole i samarbejde med lærerstuderende fra religionshol
den
e på 2. og 4. årgang. i begyndelsen skabte gud him- len og jor
den
. jor
den
var
den
- gang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og guds ånd svævede over van
den
e. gud sagde: »der skal være lys!« og der blev lys. gud så, at lyset var godt, og gud skilte lyset fra mørket. gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte
han
nat. så blev det a?en, og det blev mor- gen, første dag. 1. mosebog 1, 1-5 1. skabelsesdag s k a b e l s e n s s y v d a g e o g d e n a n t r o p o c æ n e t i d s a l d e r | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 7 | 5
nogle-mens-vores-8.html