pension-25.html
AP_1919-2019
26 / 156
26 fra fattighjælp
til
folkepension inden industrialiseringen sikrede aftægtssystemet alder- domsforsørgelsen. det byggede på generationsskiftet inden for familien, som
var
det vigtigste fundament for forsørgelse af børn og ældre. i takt med at familiernes position blev svækket, og den moderne pengeøkonomi vandt frem, måtte forsørgelsen som pensionist i stigende grad baseres på egen opsparing, så der
var
noget at leve af, når arbejdsindkomsten faldt bort. når man
ikke
kunne klare forsørgelsen via egen op- sparing eller inden for familiens rammer, når man
var
slidt ned, og kræfterne
ikke
længere slog
til
,
var
man henvist
til
fattighjælp fra det offentlige. udgifterne
til
den voksende ældrebefolkning stiger det
var
først i den sidste halvdel af 1800-tallet, at man begyndte at adskille gamle fra andre fattige. på mindre end 100 år blev befolkningsantallet mere end fordoblet
til
2,2 mio., og bekymringen over såvel stigende fattig- udgifter som fattiglovens demoraliserende effekter gav anledning
til
overvejelser om at etablere forsikrings eller forsikringslignende institutioner. udviklingen førte
til
, at regeringen i 1865 nedsatte en kommission, der skulle overveje, hvad der kunne gøres for at fremme foreninger i by og på land
til
indbyrdes understøttelse i
til
fælde af sygdom, alderdom og døds- fald. med vedtagelsen af lovforslaget fra 1891 om alder- domsunderstøttelse
til
personer over 60 år blev de første skridt taget
til
en egentlig offentlig understøttelse af ældre. ældre borgere får ret
til
understøttelse lovforslaget indebar, at der ved trang blev ydet alderdomsunderstøttelse
til
personer over 60 år: ? som
ikke
ved dom
var
fundet skyldig i efter den offentlige mening vanærende handling uden at have fået æresoprejsning ? som
ikke
ved egne handlinger eller et uordentligt eller ødselt levned havde bragt sig i trang ? som i de sidste ti år havde haft fast ophold i landet ? som
ikke
i den periode havde modtaget fattighjælp og
ikke
var
fundet skyldig i løsgængeri eller betleri . ydelsen
var
skønsmæssig, administrationen
var
kommunal, og der blev inden for et maksimum ydet et stats
til
skud. berettigelsen
til
ydelsen
var
treleddet og omfattede alder, trang og værdighed. stats
til
skuddet og værdighedsbe- stemmelserne betød, at kommunerne fik pligt
til
at under- støtte borgere, der havde ret
til
ydelsen, og borgerne skulle
ikke
føle nogen skam ved at modtage den.
til
delingen af alderdomsunderstøttelse vidnede om et hæderligt liv og en uforskyldt fattigdom. med vedtagelsen af loven slap de fattige og ældre borgere for fattighjælpens vidtgående retsvirkninger. herunder blandt andet mistet valgret og valgbarhed, krav om registrering af ejendele med henblik på
til
bagebetaling, krav om samtykke fra forsørgelses- kommunen ved indgåelse af ægteskab samt kommunalt
til
syn og kontrol. i 1895 modtog 14,7 procent af kvinderne og 16,3 procent af mændene alderdomsunderstøttelse.
blev-til-der-27.html