det-til-ikke-25.html
3D-fo32018
26 / 44
med en studentereksamen. den var
ikke
særlig køn, men da
jeg
stod der med huen, gik
det
op for mig, hvor stort
det
var for mine forældre. begge havde blot syv års skolegang ? min mor var døgnplejemor, og min far var arbejdsmand og meget politisk aktiv.? både sygeplejerskeuddannelsen og en opvækst med kontakt til mange sårbare har givet en grundlæggende respekt for mennesker: ?
jeg
ved, at man kan være stærk, selv om man også har
det
svært ? beg- ge sider kan fint findes i samme men- neske. i forlængelse af den overbevis- ning mener
jeg
, at ledelse skal være autentisk og ærlig og udtrykkes i et forståeligt sprog, der gør, at budska- bet giver mening for medarbejderen. pia stie-svendsen forklarer nær- mere: ?hvis
jeg
skal iværksætte en løsning, der
ikke
umiddelbart op- leves som den bedste, forsøger
jeg
ikke
at ?sælge? den. derimod beskri- ver
jeg
rammen, og i dialogen med medarbejdere og ledere finder vi en måde at løse opgaven på, der på bedst mulig vis giver mening i den lokale kontekst. akkurat ligesom
jeg
søger at være autentisk, når der er noget,
jeg
ikke
magter. når
jeg
begår en fejl, beklager
jeg
og siger f.eks.: ?
det
her havde
jeg
ikke
set komme ?
det
er
ikke
godt nok, for
jeg
kunne måske godt have set
det
.?
det
afføder ofte en reaktion a la, ?er
det
ikke
lidt rigeligt at forlange af sig selv?? eller på anden måde en forståelse, som igen giver en dialog om, hvordan vi så løser opga- ven nu.? urokkelige grundværdier en lørdag eftermiddag efter pia stie-svendsen og ole mølgaard var blevet ansat, nedfældede de deres fælles grundlag i fire principper for den nye akutafdeling: -patienten skal være ventet og vel- kommen. -vi skal have en åben dialog med både patienter og personale. -vi skal tage afsæt i patientforlø- bet. -vi skal være klar, når patienten kommer. nogle umiddelbart meget enkle principper, men når der er tale om så mange enheder og specialer, der skal flyttes og samles, er
det
en uhyre kompleks størrelse at planlægge og få sat i søen. ?vi har navigeret efter nogle kla- re, urokkelige grundværdier i vores ledelse, men strategierne har formet sig undervejs i samarbejde med med- arbejderne. i
det
danske sygehusvæ- sen nytter
det
ikke
nidkært at lægge en
det
aljeret strategi, for så kan du og medarbejderne nemt køre træt. tingene ændrer sig hele tiden ? ofte holder
det
, vi kommunikerer, kun en enkelt dag. så vi må være lidt forsig- tige i udmeldingerne,? fortæller pia stie-svendsen. uanset diverse nødvendige forbe- hold og forsigtighedsprincipper sk al der imidlertid kommunikeres, slår oversygeplejersken fast: ?mit mantra er at søge at oversætte
det
overordne- de ledelsesmæssige og politiske, så også en travl sygeplejerske i aften- vagten kan se, hvad
det
har med hen- des job at gøre.
det
er en vanskelig øvelse, men
det
skal
ikke
forhindre mig i vedholdende at bestræbe mig på denne oversættelse.? at fortælle alt ville imidlertid være alt for uvenligt overfor medarbejder- ne, mener pia stie-svendsen: ?når sygeplejersken kommer for at passe sin aftenvagt, har hun
ikke
brug for at høre alle mulige mellemregninger. ledelsesopgaven er, hvordan
jeg
kan formidle
det
, så sygeplejersken får den viden, hun har brug for nu. og
det
betyder
ikke
, at
jeg
forsøger at sige tingene, så hun
ikke
opdager tinge- nes rette sammenhæng.?
det
personlige pres at tilstræbe en ærlig kommunikation betyder også, at pia stie-svendsen
ikke
kan eller søger at skjule, hvis hun selv er personligt trængt. da de næsten 3.000 ansatte flytte- de arbejdsplads fra midt i aarhus til 26 nybyggeriet i skejby, var
det
en ledel- sesmæssig 24/7-opgave, der havde personlige omkostninger, erkender hun: ?ole og
jeg
valgte ganske enkelt at sove herude i både dagene op til og efter de to største flyttedage ? og
det
var rigtig godt, at vi var her. dermed kunne vi hilse på nattevagten og sige godmorgen til morgenvagten. vi var til stede og tydelige.
det
gav respekt og en tæt føling med forløbet.? derudover var ledelsesteamets ar- bejdstid i flytteperioden fra cirka 7.30 morgen til 21 aften. men så mange ar- bejdstimer i en så lang periode sætter sig uundgåeligt i kroppen. pia stie-svendsen fortæller: ?
jeg
fik ganske enkelt en kontant stress- reaktion, som
jeg
måtte tage mig af. selv da
jeg
tog hjem og sov, gik
det
ikke
over. ole og
jeg
konsulterede en coach, der fandt, at
jeg
var stærkt overbelastet. og så fik
jeg
mulighed for at gå i pit. min kalender blev ryd-
det
i tre dage, og
jeg
fik planlagt efter- året. den øvelse gav mig lidt luft, og
jeg
tog mig mod til at prioritere opga- verne,
ikke
bare i snakken, men helt kontant at vente med at løse opgaver eller at a?ænde dem.? ?min arbejdsdag skal gøres korte- re,? lyder
det
stålsat fra oversygeple- jersken: ?problemet er blot, at vi snart skal have endnu fem afdelinger ind i akutafdelingen. min mands håb om, at
jeg
vil lidt mere med på ferie, ja
det
bliver vist
ikke
lige foreløbig. men
det
skal ske, for
det
er den energi,
jeg
hen- ter hjemme, som gør, at
jeg
kan levere den indsats, der skal til.? den travle oversygeplejerske hol- der en lille pause og smiler: ?
jeg
hu- sker denne her aldrende professor, der løbende modtog brune cirkulati- onskuverter med breve i ? han smed dem ind i et skab, og så måtte folk jo komme til ham, hvis
det
var vigtigt nok. ham har
jeg
tit tænkt på. tænk at have mod til
det
.? ?
det-med-man-27.html