patienter-med-psykisk-17.html
3D-sy052015
18 / 100
18 sygeplejersken 5.2015 psykiatri
hun
har været igennem det hele efter 10 år i psykiatrien: overnatninger på åbne afsnit, indlæggelse på lukkede afsnit og ophold på botilbud.
hun
var
kraftigt medicineret, og arbejdsmarkedet
var
lukket land, efter
hun
fik tildelt førtidspension. olga runciman
var
opgivet af psykiatrien, som
hun
selv tidligere havde arbejdet i som psykiatrisk sygeplejerske. lige siden sin barndom har olga run- ciman hørt stemmer, og det gør
hun
sta- dig, men
hun
har lært at leve med dem. et selvmordsbrev blev hendes redning, fordi det satte gang i hendes egen reco- veryproces, hvor
hun
droslede ned på psykofarmaka og begyndte at forholde sig til stemmerne. i dag har
hun
skiftet tilvæ- relsen som førtidspensionist ud med et job på botilbuddet slotsvænget, hvor
hun
ar- bejder med peersupport. her bruger
hun
sine egne erfaringer fra begge lejre til at give både personale og beboere håb og tro på, at mennesker med sindslidelser kan komme sig med tiden. ?vi skal normalisere patienterne i psykiatrien, så vi forholder os til men- neskerne og ikke diagnoserne.
jeg
har siddet på begge sider af bordet, og
jeg
synes, det er vigtigt, at sygeplejerskerne, psykologerne og andre fagprofessionelle får et brugerperspektiv. peersupport er ikke nødvendigvis kun for patienterne, men er også en fordel for sundhedspro- fessionelle,? siger
hun
. 10 år uden håb olga runciman startede som sygeplejer- ske i neurologien, men skiftede umiddel- bart efter til psykiatrien, hvor
hun
bl.a. arbejdede på bispebjerg, brøndbylund og børnepsykiatrien nordvang. hendes liv begyndte dog at krakelere i 1994, og det
var
ikke pga. stemmerne, men fordi
hun
begyndte at opleve slørede flashbacks til krænkelser og mobning, som
hun
havde været udsat for tidligere. på dette tidspunkt læste
hun
om dagen til psykolog, tog vagter om aftenen og til- bragte nætterne på åbne psykologiske af- snit. på et tidspunkt blev det for meget, og
hun
blev tvunget ind på en lukket afdeling. det blev startskuddet på 10 år i psykiatrien for olga runciman. ?
jeg
var
uddannet og havde selv arbejdet i psykiatrien, så
jeg
tog min medicin uden spørgsmål, men
jeg
fik det ikke bedre. på et tidspunkt kunne
jeg
ikke mere.
jeg
var
bedøvet af medicin, og der
var
kun meget få timer om dagen, hvor
jeg
var
ved nogen- lunde bevidsthed.
jeg
begyndte at overveje selvmord.
jeg
kom så langt, at
jeg
skrev et afskedsbrev til min familie,? fortæller
hun
. sætningen ?
jeg
har prøvet alt? blev
hun
ved med at læse igen og igen i selvmords- brevet.
hun
havde prøvet alt, undtagen det
hun
selv ville.
hun
prøvede at se sig selv som patient ud fra sin egen sygeple- jefaglighed, og
hun
besluttede at trappe medicinen ned og begyndte også til terapi. stille og roligt begyndte olga runciman at genvinde livet, og ved en konference, som psykiatrifonden holdt, hvor
hun
faktisk kun
var
kommet for buffetens skyld, hørte
hun
lederen fra botilbuddet slotsvænget, jørn eriksen, fortælle om recovery. her
var
noget,
hun
ikke havde mødt tidligere i psykiatrien ? håb. ?
jeg
løb efter ham, efter han
var
færdig med at tale.
jeg
måtte vide mere, han hav- de snakket om muligheden og håbet om, at man kunne komme sig. det
var
noget,
jeg
ikke
var
stødt på en eneste gang i psy- kiatrien. det hele
var
meget impulsivt, og han spurgte til, hvorfor min interesse
var
så olga runciman arbejdede som sygeplejerske i psykiatrien, da
hun
selv blev indlagt og kæmpede 10 år med at komme tilbage til livet. i dag arbejder
hun
som peermedarbejder på botilbuddet slotsvænget med at skabe håb og tro på recovery hos personale og patienter. tekst mikkel søren bødker olesen ? foto christoffer regild n u g i v e r h u n h å b t i l a n d r e pat i e n t e r
med-som-peersupport-19.html
