som-2015-sygeplejersken-15.html
3D-sy012015
16 / 92
16 sygeplejersken 1.2015 børn
som
pårørende ?
det
var en enormt turbulent tid, og ens verden bliver rystet, fordi man har en fore- s
til
ling om, at ens far er udødelig. jeg var kun 13 år gammel, så jeg var dårligt klar over, at verden kunne være et så ubeha- geligt sted at være,? siger 24-årige sarah noes sørensen.
det
er nu 11 år siden, at hendes far skulle have lavet et rutineindgreb i sit knæ, fordi der havde samlet sig noget væske. efter undersøgelsen viste
det
sig, at ikke alt var,
som
det
skulle og være, og så kom beske- den. kræft i benet. en besked, der vendte op og ned på familielivet, og for sarah ? der lige havde ramt teenageårene ? kom
det
som
et kæmpe chok. faderen blev indlagt på aarhus universi- tetshospital, og
det
stod hurtigt klart, at be- net skulle amputeres. umiddelbart virkede faren
til
at være drevet over for familien i midtjylland. men
det
var kun begyndelsen på en lang kamp mod kræften og for sarah noes sørensen fire år
som
magtesløs pårø- rende. ?et halvt år efter hans ben var blevet fjer- net, fik vi at vide, at kræften havde spredt sig
til
hans lunger. han havde lige været igennem genoptræning, og så ramler hele verden på ny,? siger sarah noes sørensen,
som
havde troet, at livet ville vende
til
bage
til
normalen, men var nu
til
bage
som
på- rørende. ifølge danmarks statistik oplever 86.000 børn og unge hvert år at blive pårørende
til
en alvorligt syg voksen, og
det
betyder hospitalsbesøg, forældre i svage positioner og et møde med et sundhedsvæsen,
som
kan virke overvældende midt i den udsatte periode. sara noes sørensen følte sig malplaceret på hospitalet, når personalet ikke snakkede med hende, mens hun blev tydeligt berørt af besøgene på afdelingen, hvor hun konstant blev konfronteret med faderens sygdom. i forløbet savnede hun også at snakke med nogen,
som
ikke kendte hende eller historien, men på intet tidspunkt i hendes fars sygdomsforløb fortalte nogen om de
til
bud, der fandtes
til
børn og unge, der er pårørende.
det
usynlige barn faderen kom hurtigt i behandling og fik endagskur hver tredje uge, men
som
tiden gik, blev
det
sat op
til
tredageskur. sarah noes sørensen besøgte ham sammen med sin mor og sine to søskende, men for sarah bar besøgene altid præg af utryghed.
det
var ikke pga. den specielle hospitalslugt el- ler de mange og lange gange, men faderens nye fremtoning
som
syg og svag. ?jeg har altid været vant
til
at se min far i kedeldragt eller jakkesæt, og nu lå han pludselig der i hvidt tøj, hvor der stod aarhus universitetshospital. min far har altid været sådan en, der fik tingene
til
at fungere, og nu lå han i hospitalssengen og så skrøbelig ud.
det
var vildt svært at blive konfronteret med,? husker hun. sarah noes sørensen besøgte hospitalet flere gange i sygdomsforløbet, men
det
blev aldrig lettere at gå ind ad hospitals- dørene. utrygheden havde slået rod, og selvom hendes mor havde været god
til
at fortælle om faderens sygdom, følte hun sig ikke set af sygeplejerskerne på afdelingen. den meget spar
som
me kontakt betød, at sarah følte, hun gik i vejen for personalet,
som
skulle måle, teste eller tjekke noget,
som
sarah aldrig blev fortalt, hvad hand- lede om. ?min far var enormt glad for sygeplejer- skerne, og
det
gav mig tryghed, men jeg følte mig aldrig selv velkommen. jeg kan ikke huske, at sygeplejerskerne snakkede direkte
til
mig, før
til
sidst i forløbet, hvor min far døde,? siger hun. små greb kan forbedre sarah noes sørensen er langtfra ene om at føle sig alene og overset, når de besøger deres alvorligt syge pårørende. i en under- "så ramler hele verden på ny" sarah noes sørensen oplevede i fire år, hvordan
det
var at være pårørende
til
en alvorligt syg forælder. hendes far fik konstateret lungekræft, og
det
blev startskud
det
på et krævende for- løb med faderen i en ny rolle, hospitalsbesøg og oplevelsen af at blive overset på hospitalet. tekst mikkel søren bødker olesen ? illustration otto dickmeiss ? foto christoffer regild
det-hun-jeg-17.html
