der-skolen-alle-7.html
REFLEKTIONER 2019
8 / 52
traditionelt psykologisk-medicinske teorihorisont for også at svare på spørgsmålet om, hvad
det
vil sige at tænke og handle pædagogisk forhold til børn og unge i skolens undervisning og samvær. hvis inklusion skal kunne lade sig forstå og håndtere
som
et pædago- gisk problem i skolen
som
pædagogisk institution for alle elever, så må også skolens specialpædagogiske praksis lade sig orientere og begrunde af en egentlig
eller
almen pædagogisk teorihorisont. deficitære forestillinger når
det
ikke er løsningen (blot) at gå til specialpæ- dagogikkens særlige teorier og metoder, hvis man vil håndtere spørgsmålet om inklusion i skolen
som
et pædagogisk anliggende, så skyldes
det
altså, at specialpædagogikken ofte har en tendens til en vis ensidighed. enten ved overvejende at lade sig orientere og begrunde af teorier, der sætter fokus på eleven
som
individ og hendes helt særlige individu- elle forudsætninger.
eller
ved i overvejende grad at lade sig orientere og begrunde af teorier, der forsø- ger at forstå og forklare eleven
som
en funktion af samfundsmæssige forhold og betingelser fx sociale, økonomiske
eller
sproglige strukturer og systemer. i forlængelse heraf har specialpædagogik- ken historisk set været stærkt præget af en udpræget interesse for at forstå eleven ud fra deficitære forestillinger. enten
som
en interesse for, hvad den enkelte elev fejler, og derfor også for hvordan indivi- duelle fejl kan a?jælpes
eller
håndteres gennem udvikling af særlige individuelle undervisningsmetoder,
eller
en særlig om- gang med den pågældende elev. her har skolens specialpædagogiske indsats især la
det
sig orientere og begrunde af forskel- lige psykologiske og medicinske teorier og metoder.
eller
også har skolens spe- cialpædagogiske indsats været inspireret af en stærk afstandtagen fra forståelser af eleven
som
et fejlbehæftet individ. her hæfter man sig mere ved skolen og dens undervisning
som
centrale samfundsmæssige steder, hvor der sker en uretfærdig social sortering og etiket- tering af eleverne fremfor at være steder, hvor alle elever får lige muligheder for et ordentligt fremtidigt liv. derfor drejer
det
sig om politisk at ændre samfun-
det
s skole- og uddannelsessystem således at
det
ikke medvirker til at ?producere? udsatte elever, men tværtimod forebygger udsathed ved at indrette sko- len efter socialfaglige forestillinger,
som
henter deres teoretiske horisont fra især sociologi og socialfilosofi. i
det
første tilfælde kan man sige, at eleven grundlæg- gende betragtes
som
et offer for sin egen individuelle og fejlbehæftede historie i form af psykologisk
eller
medicinsk begrundede fejl
eller
mangler. i
det
an
det
tilfælde forholder
det
sig egentlig ikke meget ander- ledes. her betragtes eleven også grundlæggende
som
offer ? nu blot ikke
som
offer for individuelle fejl
eller
mangler, men
som
offer for et uretfærdigt samfunds strukturelle forhold. almenpædagogisk set er mennesket imidlertid hverken blot resultat af sin egen individuelle historie
eller
blot resultat af sam- fundsmæssige strukturer og betingelser. derfor kan h
eller
ingen af disse to forståelser ? pædagogisk set - orientere og begrunde udviklingen af en pædagogisk meningsfuld skole for alle. at blive til menneske selvom både psykologisk, medicinsk
eller
sociologisk indsigt har stor betydning for vores forståelse af skolens praksis, så betyder
det
dog ikke, at denne praksis enten kan forstås
som
en psykologisk, en medicinsk
eller
en rent samfundsmæssig praksis. skolen er først og fremmest
det
sted, hvor opvoksende generationer bliver til
som
mennesker og borgere. ikke ved hjælp af terapeutisk
eller
politisk praksis, men gennem en opdragende undervis- ning, der forstår og anerkender eleverne
som
lærende og dannelsesåbne menne- sker og
som
er udformet således, at den opfordrer og forbereder alle elever til - livet igennem ? at ville og kunne medvirke
som
selvbestemmende mennesker i et praktisk og fælles menneskeligt liv. sko- len er derfor først og fremmest en pæ- dagogisk institution og den praksis,
som
lærerne udøver i skolen, er derfor også en pædagogisk praksis. lærerne i skolen er ikke en slags psykologer, ikke en slags terapeuter, ikke socialfaglige praktikere
eller
politikkens tekniske vedhæng. for en almen pædagogisk betragtning er skolens lærere først og fremmest pædagogisk handlende og ansvarlige personer, der først og sidst ser deres elever
som
resultat af den grundlæggende lærings- og dan- nelsesevne,
som
pædagogikken tilkender ethvert menneskeligt væsen
som
en grundlæggende del af
det
at være menneske.
som
pædagogisk professi- ?derfor drejer
det
sig om politisk at ændre samfun
det
s skole- og uddannelsessystem således at
det
ikke medvirker til at ?pro- ducere? udsatte ele- ver, men tværtimod forebygger udsat- hed ved at indrette skolen efter social- faglige forestillinger,
som
henter deres teoretiske horisont fra især sociologi og socialfilosofi.? 6 | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 9 | i n k l u s i o n i s k o l e n ? e n a l m e n pæ d a g o g i s k o p g a v e !
som-det-eller-9.html