det-som-der-11.html
REFLEKSIONER 2015
12 / 60
en un
der
søgelse af højskolepædagogikken set med elevernes øje fra nationalt videncenter for frie skoler peger på, hvordan det på højskolerne er fællesskabet, der motiverer eleverne til
engagement og deltagelse (væhrens 2013). vel at mærke et fællesskab, der ikke baserer sig på registrering og kontrol men på opmærksom
hed og tillid. eleverne beskriver fællesskabet som det, der motiverer til frivillighed, videbegær og deltage- lyst, og det er herfra, de henter, hvad de selv definerer som et øget engagement i både undervisningen og samværet. fællesskab og samvær ? højskolen som et hjem? i et andet ffd-projekt ( samværets betydning på højskolen, kjær 2012 ) så man blandt andet på hvilken kultur, der er med til at definere højskolernes samvær. den konkrete sam- værskultur vil selvfølgelig være specifik fra skole til skole og være a?ængig af både den enkelte skoles kultur, dagligdag, ansatte, fagudbud, fysiske rammer og elevgrupper. nogle højskoler vil i kraft af et specifikt fagligt fokus etablere en kultur, der kan minde om, hvad man ellers finder på kunst- og sportsakademier. det betyder, at samværet i særlig grad er præget af den faglighed, som formidles gennem under- visningen, og at lærerne langt hen ad vejen fungerer som mesterlærere, der introducerer eleverne til både færdigheder og kulturer i overensstemmelse med fagområdet. andre skoler læner sig måske mere op ad, hvad man kunne betegne som socialpædagogiske institutioner, hvor der lægges vægt på rummelighed og interaktion mellem elever med vidt forskellig social og kulturel baggrund. på nogle højskoler bærer samværskulturen præg af hjem- lighed. det kan betyde, at man især prioriterer ansvar og forpligtelser, nære og ligeværdige relationer og en tydelig tilstedeværelse af autentiske lærere med autoritet til at vej- lede i faglige såvel som eksistentielle anliggender. særligt den sidste kategori har været genstand for diskussion. for kan man som skole være et hjem, eller overskrider man dermed det rum, man er givet som skole? i en artikel i højskolebladet , forsøger højskoleforstander carsten kristiansen at forklare, hvad der ligger bag tanken om at se højskolen som et hjem: højskolen som et hjem giver nogle tydelige signaler til en flok nye elever, således at de mange forskellige personligheder får en fælles spillebane, hvor rummelighed, mangfoldighed, fælles ansvar og forpligtelse står side om side med individuel frihed. metaforen gør gældende, at vi ønsker at skabe medejerskab og medansvar for skolens hverdag og for dem, der tager del i den. højskolen som et hjem relaterer sig også til et demokratibegreb, der udfolder sig som ?levet demokrati?, hvilket indebærer en uformel demokratisk proces med plads til, at vidt forskellige synspunkter og holdninger kan få plads ? ja, sågar den store uenighed ? uden at rammerne og fællesskabet nødvendigvis bryder sammen. metaforen fortæller også noget om lærerrol - len, ikke som en intimiderende tilgang, der udvisker forskellen mellem elever og lærere, pædagogiske vilkår men derimod om en højskolelærers tilstedeværelse i hverdagen. om lærere, der kan tales til og med i øjenhøjde, ja, om højskolelæreren som et medmenneske. (højskolebladet, februar 2014) med hjemmet som metafor bliver det måske også muligt at sige noget om det begrebslige mellemværende mellem sam- vær og fællesskab. hjemmet er således i en højskolekontekst i lige så høj grad en organisationsform og kan som sådan ses som en konkret tolkning i forhold til det ministerielle krav om samvær i den helt almindelige dagligdag på højskolen. som pædagogisk begreb bliver samværet et middel til at opnå viden om og erfaringer med fællesskaber. ? den sidste nadver?. drama 2. årgang 2015 10 | r e f l e k s i o n e r 2 0 1 5 | f æ l l e s s k a b e t s p æ d a g o g i k
som-det-den-13.html