page-5.html
Levernyt nr. 2 2020
6 / 16
portræt 6 så ser de ikke værre ud end ved sidste under- søgelse.
jeg
bliver fortsat hurtigt træt, men
det
er jo også flere år siden,
jeg
har
kunnet dyrke sport. måske
har
det
også noget at gøre med, at
jeg
ikke længere
har
nogen milt. den ?lukkede? de for under den fjerde transplantation, så der kom mere blod direkte til leveren. min krop er blevet kørt over flere gange af en damptromle, som en intensivlæge forklarede
det
. før gitte blev syg, underviste hun i engelsk på en skole.
det
har
hun erkendt, at hun aldrig kommer til igen: -
jeg
kommer fra et protestantisk land, hvor man ikke er noget uden en titel og et arbejde i
det
hele taget, men i dag er
det
faktisk nok for mig, at
jeg
kan have kræfter til at komme ud og se havet, rejse engang imellem og læse. til sommer skal vi helt sikkert ud og rejse. -
jeg
er tilkendt førtidspension i spanien. samtidig er
jeg
heldig at have fået tilkendt en brøkpension fra danmark. økonomisk lærer man at tilpasse sig. familiekultur, opbakning og
det
, at være pårørende under forløbet
har
gitte fået stor opbakning fra sin familie. da hun blev syg, boede hun med sin familie i en lejlighed oven over sin ene svigerinde. svigerinden kunne derfor tage sig af børnene, som kunne løbe op og ned mellem de to lejligheder, i de lange perioder, hvor gitte var indlagt.
det
har
været en stor lettelse at vide, at der blev taget sig af børnene. samtidig havde parret en hushjælp, hvilket var en nød- vendighed for at få hverdagen til at fungere. i spanien er
det
almindeligt, at familiemed- lemmer sover og er ved den syge på hospitalet. gittes anden svigerinde
har
under en del af sygdomsforløbet taget plejeorlov for at passe gitte. i den sidste del af forløbet
har
gittes mand, javi, overtaget plejeorloven. han havde ellers passet sit arbejde hele vejen, men til sidst kunne han ikke mere, forklarer gitte. for javi
har
det
- som partner midt i denne forfærdelige situation - været en oplevelse at mærke, at familierne
har
stået sammen og hjulpet med, hvad de
har
kunnet: -
det
har
været hårdt at opleve døden så tæt på så mange gange, og også at have været bekymret for børnene, der var små, - for ikke at nævne pasningen af gitte og
det
, at være omkring hende 24 timer i døgnet. men en så hård oplevelse gør, at man værdsætter de al- mindelige små ting i dagligdagen.
det
har
været en stor glæde at gå fra at have døden så tæt på og til nu, hvor livet næsten er normalt igen.
jeg
er stolt af gitte, der
har
været både stærk og beslutsom. vi
har
grædt meget sammen, men
har
også haft mange gode og sjove stunder, hvor vi
har
grint meget, forklarer javi. - børnene
har
selvfølgelig haft
det
svært under sygdomsforløbet. vores søn var meget vred i starten. vores datter
har
været enormt bekymret, og hun og
jeg
snakker meget om dø- den. den pågående situation med corona-vi- russen
har
bestemt ikke gjort
det
lettere for hende, fortæller gitte. begrænsningen belaster for gitte
har
den største belastning været de mange måneder, hvor hun
har
ligget fastlås i sygdomsforløbet uden mulighed for at påvirke sin situation. ? i to måneder så hun fx slet ikke sine børn.
det
har
samtidig været hårdt, at hun i et par år ikke
har
kunnet komme hjem til danmark, hvor hun
har
både venner, foræl- dre og brødre. afstanden
har
alligevel gjort, at familien er blevet tættere. familiemedlemmer fra danmark
har
været hyppigt på besøg både i svære stunder, men også under gladere om- stændigheder. adspurgt, om hun
har
nogen kritik af forlø- bet, lyder
det
helt spontant: - nej,
det
får
jeg
jo ikke noget ud af.
det
me- ste af
det
, der er sket i mit forløb, er uheldige følgevirkninger. lægerne,
jeg
har
været i hæn- derne på, herunder pablo ramirez, der er leder af transplantationsteamet, er nogle af spid- serne inden for levertransplantation i spanien. derudover
har
lægerne på intensivafdelingen kæmpet en utrolig kamp sammen med mig. de
har
gjort alt, hvad der
har
været i deres magt, for at få mig på rette køl.
jeg
kan stadig huske den dag,
jeg
blev udskrevet fra hospitalet: hele transplantations- og intensivteamet kom og besøgte mig på afdelingen. ?de kunne jo ikke bare lade mig tage hjem uden at sige farvel?. -
jeg
har
stadig min faste gang på hospi- talet. heldigvis er
det
dejlige mennesker, der arbejder sådanne steder.
jeg
støder altid ind i nogen,
jeg
kender, når
jeg
er til kontroller, prø- ver el.lign. på en måde er sygehuset blevet lidt som et ?an
det
hjem? for mig.
jeg
ved, at min case nu bliver brugt til at undervise spanske lægestuderende. - donorsituationen i spanien er langt bedre, end i danmark.
jeg
tror,
det
skyldes både religion og en kultur, hvor man er vant til at dele, men selvfølgelig også
det
faktum, at man benytter både hjernedøds- og hjertedødskrite- riet, og at man er donor fra fødslen ? med min- dre familien nægter.
det
har
formentlig red
det
mit liv, at
jeg
bor i spanien. -
jeg
er 100% overbevist om, at der findes mere mellem himmel og jord end
det
, vi kan se med
det
blotte øje.
jeg
har
under sygdomsfor- løbet haft nogle nærdødsoplevelser, bl.a. hvor
jeg
har
stået ved en afgrund og
har
været lige ved at springe ud i intetheden, der oste af fred og
har
moni. en tilstand af lykkelig og positiv energi. men heldigvis fik
jeg
et billede op af mine børn, og
det
fik mig til at vende om og løbe af sted.
det
er ikke min tur endnu.
har
flere liv end en kat! -
jeg
er 100% overbevist om at der findes mere mellem himmel og jord end
det
, vi kan se med
det
blotte øje. "min kærlighed og store støtte", januar 2018
med-kan-det-7.html