tirs-studiekreds-israel-7.html
Kirkemagasin 80. Nr. 2
8 / 12
folk var ved at forlade domkirken juleaftensdag. en ung pige gav mig hĂĄn
den
og sagde: ”
den
var god,
den
der
tale du holdt i midten,
der
var rigtigt meget at tænke over ”. men hvad er
det
, som
den
skal, ”
den
der
tale i mid- ten” eller prædikenen, som vi plejer at kalde
den
? en prædiken skal vise, at et menneskes historie hænger sammen med guds historie. kristendom- men er ikke blot et sæt kønne leveregler eller en fin ideologi,
den
er noget levende,
der
er til mellem gud og et menneske, og mennesker imellem. en prædiken skal
der
for tale nærværende og vedkom- mende om vores liv med gud og med hinan
den
. sĂĄdan er
det
, fordi kristendommen forkyn
der
, at
der
er forbindelse mellem
den
guddommelige og
den
menneskelige virkelighed, fordi gud blev menneske i jesus fra nazareth.
det
bety
der
, at fortællingen om kristus ikke blot findes, i en bog, i en institution, i en kultur, men kan blive virksom i vores liv.
den
vil sige, gĂĄ i for- bindelse med
den
mĂĄde, jeg handler pĂĄ,
det
, jeg længes efter, eller
det
, jeg bekymrer mig om kl. fire om morgenen, når jeg ikke kan sove. jeg tænker mig
det
lidt som sådan en puttekasse, småbørn leger med.
den
har huller i forskellige faconer med tilsvarende klodser til.
det
er sådan, en prædikant arbej
der
. man tager udgangspunkt i en tekst fra bibelen eller en bestemt anledning, og så prøver man at finde eksempler og tankegange, som kan belyse livet hos de mennesker,
der
lytter. helst skal de sĂĄ kunne se, at kristendommen handler om dem og
der
es liv. puttekassens klodser er lavet af
det
samme materiale, men om klodsen passer, afhæn- ger af formen og af vinklen,
der
bruges. i prædiken le
der
præsten efter ord og bille
der
,
der
kan formidle budskabet.
der
for kan
det
desværre også ske, at man som kirkegænger ikke synes,
der
var noget ved prædikenen
den
søndag. forhåbentligt fandt man noget i salmerne eller bønnerne eller i sine egne refleksioner i ste
det
. en prædikant taler ind i menneskers sind, hvor
der
er problemer og glæ
der
. en kirkegænger sagde til mig, ”
den
prædiken, du holdt forrige søndag, pas- sede godt, vi skal jo ud at rejse”. jeg kunne ikke selv se, hvordan prædikenen havde passet med at rejse. men en prædiken forbin
der
sig med ting inde i mennesker.
det
var ikke en prædiken,
der
handlede om at rejse, men
det
blev en prædiken,
der
talte ind i
den
situation, hun var i netop da. jeg var heldig, at en klods passede i et hul, jeg ikke kendte. vi har små og store spørgsmål inde i os, fra ”hvor- dan bliver ferien?” til ”hvordan bliver livet?” en prædiken skulle gerne vise, at de spørgsmål faktisk har en gud at henvende sig til. kristendommen forkyn
der
forladelse for
det
forkerte, vi gjorde, og velsignelsens lys over
det
, andre gjorde mod os. budskabet er altid
det
samme, som put- tekassens klodser er lavet af
det
samme materiale. men prædikantens forpligtelse er at arbejde med fortolkning, form og vinkler, så
der
kommer for- bindelse mellem vores konkret levede tilværelse,
det
alment menneskelige og
det
kristne budskab.
det
er
det
,
den
skal, ”
den
der
tale i midten”. så skulle
det
gerne ende med, at folk føler sig talt til af gud og ikke af præsten. foto: søren voigt juhl på præstens side af sognepræst maria harms 8 en gud - for os
april-til-med-9.html
